Beskrivelse
Cyanotypi-kit med to præafmålte komponenter til hver 150 ml opløsning, i alt 300 ml færdig opløsning. Tilsæt blot demineraliseret eller destilleret vand, og bland lige dele A og B for at skabe din egen lysfølsomme emulsion. Perfekt til klassiske blåtryk – rækker til mere end 100 ark papir.
Sådan gør du – fra pulver til færdig cyanotypi
Med dette kit blander du selv din cyanotypi-emulsion fra bunden – præcis som i den klassiske fotografiske proces. Du får to separate flasker med hver sin komponent, som først aktiveres, når du tilsætter vand. Det giver dig længere holdbarhed og maksimal kontrol over processen.
Start med at fylde hver flaske op med demineraliseret eller destilleret vand. Ryst grundigt, så pulveret opløses helt, og lad derefter opløsningerne stå i 24 timer, indtil de er klare og homogene. Disse to væsker er dine lageropløsninger (A og B), som altid opbevares adskilt og mørkt.
Når du er klar til at arbejde, blander du lige dele af opløsning A og B i en separat ikke-metallisk beholder under dæmpede lysforhold, da opløsningen nu er følsom overfor UV-lys. Brug træ- eller plastikredskaber til omrøring. Det er denne blanding, der er selve den lysfølsomme cyanotypi-emulsion. Bland kun det, du skal bruge med det samme, da emulsionen er mest effektiv i de første timer efter blanding.
Påfør emulsionen jævnt på papir eller andet sugende medie i dæmpet lys, med pensel, skumpensel eller puddle stick, og lad det tørre helt i mørke. Når materialet er tørt, placerer du dine motiver ovenpå – fx planter, objekter, skabeloner eller et fotografisk negativ, og lægger en glas- eller akrylplade ovenpå – og eksponerer derefter i sollys eller under UV-lys. Overfladen vil gradvist ændre farve, hvilket indikerer, at eksponeringen er færdig.
Afslut ved at skylle printet i rent vand, indtil overskydende kemi er vasket ud og billedet fremstår i blå toner. Efter tørring vil farven blive dybere og udvikle sig til den karakteristiske cyanotypi-blå. Ønskes en dybblå farve med det samme, tilsættes en lille smule brintoverilte til sidste hold skyllevand.
Resultatet er et unikt, håndlavet fotografi – skabt med lys, vand og kemi.
Sikkerhedsforskrifter:
Kemikalierne er relativt ufarlige, men benyt altid beskyttelsesbriller og -handsker ved arbejde med kemikalier. Se “Yderligere information” for mere.




